Af Imām ʿAbdul-ʿAzīz bin ʿAbdillāh bin Bāz
“Bed jeres Ṣalāh ligesom I så mig bede.”
Forfatterens forord
Sandelig al pris tilkommer Allāh. Vi priser Ham og søger Hans hjælp. Vi beder om Hans tilgivelse og vi søger tilflugt hos Ham fra vore sjæles ondskab og fra vores handlingers dårligdom. Hvem end Han retleder vil aldrig blive vildledt, og den han tillader at blive vildledt vil aldrig finde retledning.
Jeg bevidner at der ikke er nogen anden (sand) gud end Allāh (og at intet andet end Han er værd at tilbede og adlyde), og jeg bevidner at Muḥammad er Hans slave og sendebud. Må fred og Allāhs velsignelser være over ham og over hans Følgere og over dem som følger dem i fromhed indtil Genopstandelsesdagen.
Formålet med denne kortfattede lille bog er at forklare hvordan Profeten (ﷺ) plejede at udføre sin Ṣalāh (daglige tidebønner). Jeg vil gerne præsentere denne forklaring til enhver muslim så de må gøre deres bedste for at efterligne og kopiere Profetens fremgangsmåde i at udføre Ṣalāh.
Ṣalāhs fremgangsmåde
Imām al-Bukhāri berettede at Profeten Muḥammad (ﷺ) sagde:
“Bed jeres Ṣalāh ligesom I så mig bede.”
Så her forklares hvorledes Profeten (ﷺ) udførte Ṣalāh.
1. Udfør wuḍūʼ (den mindre rituelle afvaskning) som Allāh beordede i verset:
“O I troende! Når I vil udføre bønnen, vask jeres ansigter og jeres hænder op til albuerne, stryg (ved at føre våde hænder over) jeres hoveder og vask jeres fødder op til anklerne.” [Sūrah al-Māʼidah, 5:6]
Profeten (ﷺ) sagde:
“Ṣalāh (bøn) uden wuḍūʼ er ugyldig.”
2. Vend ansigtet mod qiblah (bederetningen – mod Kaʿbahen i Makkah¹) imens du har intentionen (niyyah) om at udføre den pågældende bøn, hvad enten den er obligatorisk eller én af de opfordrede (Sunnah-) bønner. Desuden bør du have en sutrah (et objekt, såsom en væg, søjle eller en stav sat i jorden foran dig, som hindrer folk og dyr i at gå ind foran dig) med mindre du beder bag en imām (leder af bønnen) idét hans sutrah også gælder for dig.
3. Takbīrat ul-Iḥrām, som er at sige:
“Allāhu Akbar”
(Allāh er Størst) – mens du kigger på det sted hvor din pande vil hvile på jorden når du knæler i bønnen.
4. Løft dine hænder til skulderhøjde eller på højde med dine ører, når du siger “Allāhu Akbar”.
5. Placér din højre hånd over din venstre hånd og/eller vrist og lad dem hvile over brystet, som Profeten (ﷺ) plejede at gøre.²
6. Duʿāʼ ul-istiftāḥ: Herefter er det opfordret at fremsige denne duʿāʼ ul-istiftāḥ (åbnings-bøn) lavmælt:
“Allāhumma bāʿid baynī wa bayna khaṭāyāya kamā bāʿadta bayn al-mashriqi wal-maghrib. Allāhumma naqqinī min khaṭāyāya kamā yunaqqa ath-thawbu-l-abyaḍu min ad-danas. Allāhumma -gh-silnī min khaṭāyāya bil-mā-i wath-thal-jī wal-barad.”
Betydning: “O Allāh adskil mig fra mine synder som Du adskilte østen fra vesten. O Allāh rens mig fra mine synder ligesom den hvide kjortel bliver renset for dens skidt. Og Allāh vask mine synder bort med vand, sne og hagl.”
Eller man kan i stedet fremsige (denne anden åbnings-bøn):
“Sub-ḥānak Allāhumma wa bi-ḥamdika wa tabāraka-s-muka wa taʿāla jad-duka wa lā ilāha ghayruk.”
Betydning: “Priset og æret være du O Allāh, velsignet være Dit Navn og højt hævet være Din Majestæt og Ære. Der er ingen guder undtagen Dig.”
Eller man kan fremsige en hver anden duʿāʼ, som Profeten (ﷺ) plejede at fremsige i sine bønner. Det er bedst at skifte imellem de forskellige duʿāʼer, f.eks. den ene i al-Fajr (morgenbønnen), en anden i den næste bøn osv., i overensstemmelse med hvad Profeten (ﷺ) plejede at gøre.
Efter åbnings-bønnen (duʿāʼ) sig da:
“Aʿūdhu billāhi min ash-shayṭānir-rajīm”
Betydning: “Jeg søger tilflugt hos Allāh fra den forbandede satan”
Derefter siger du:
“Bismillāhi-r-Raḥmāni-r-Raḥīm”
Betydning: “I Allāhs Navn, den Barmhjertige den Nådige.”
Recitér så sūrat ul-Fātiḥah (Qurʼānens første sūrah):
“Al-ḥamdu lil-lāhi Rab-bil-ʿālamīn
Ar-Raḥmānir-Raḥīm
Māliki yaw-mid-Dīn
Iy-yāka naʿbudu wa iy-yāka nastaʿīn
Ihdi-naṣ Ṣirātal-Mustaqīm
Ṣirātal ladhīna anʿamta ʿalayhim
Ghay-ril magh-ḍūbi ʿalayhim walaḍ-ḍāl-līn.”
Betydning (meningsmæssig):
“Al pris tilkommer Allāh, Herre over ‘Âlamīn (menneskeheden, djinn og alt eksisterende)
Den Barmhjertige den Nådige
Den eneste ejer (og dommer) af Religionens (og Dommens) Dag
Dig tilbeder vi og dig tilspørger vi om hjælp
Retled os ad den Rette Vej
Deres vej, som du viste din Nåde
Ikke deres (vej) som vakte Din Vrede
ej heller deres (vej) som blev vildledt.”
Og dernæst siger du:
“Āmīn”
(lavt hvis bønnen er lav, og højt hvis den er hørbar, dog kun efter hørbar recitation)
Herefter læses endnu en sūrah fra Qurʼānen – f.eks. én af de korte, såsom sūrah al-Ikhlās (sūrah nr. 112):
“Qul huw Allāhu Aḥad
Allāhu-ṣ-Ṣamad
Lam yalid wa lam yūlad
Wa lam yakul-lahū kufuwan Aḥad.”
Betydning (meningsmæssig):
“Sig: Han er Allāh den Ene
Den Som Intet Behøver (og som alle skabninger er afhængige af)
Han avler ikke og ej heller blev han avlet
Og intet er Hans lige eller kan sammenlignes med ham.”
7. Så buk dig i rukūʿ idet du løfter hænderne til skuldrene eller ørerne, mens du siger:
“Allāhu Akbar”
(Allāh er Størst)
så bøj ned idet du står så ryggen og hovedet udgør en vandret linje og dine hænder spredes og griber om dine knæ.
Stå roligt og afslappet i denne stilling og sig lavmælt:
“Sub-ḥāna Rab-biyal-ʿAẓīm” (3 gange)
Betydning: “Min Herre, den Mægtigste er fri for mangler”
8. Rejs dig op i oprejst stilling, idet du løfter hænderne til skuldrene eller ørerne, mens du siger
“Samiʿ Allāhu li-man ḥamidah
(”Allāh hører den som priser Ham”).
Idét du når oprejst stilling sig da:
“Rab-banā wa lakal ḥamd
(“Vor Herre, al pris tilkommer dig”)
(Hvis du beder bag en imām, så siger han “samiʿ Allāhu li-man ḥamidah”, mens du blot siger “Rab-banā wa lakal ḥamd” som svar).
Placér så hænderne på brystet, som de var inden du bukkede dig i rukūʿ.
9. Knæl med ansigtet mod jorden, og hvil med knæene på jorden førend hænderne placeres på jorden, hvis det er muligt. Hvis ikke, er det i orden at placere hænderne først. Dine fingre og tæer skal pege i bederetningen (mod qiblah) og dine hænder udstrakte med fingrene tæt sammen.
I sujūd (denne knælende position) skal følgende kropsdele berøre jorden (dvs. underlaget):
Panden, næsen, begge håndflader, begge knæ, og tæerne (undersiden af tæerne – så mange af dem som muligt).
Sig så:
“Sub-ḥāna Rab-biyal-Aʿlā” (3 gange)
Betydning: “Min Herre, den Ophøjede, er fri for mangler”
lad ikke maven hvile på dine lår eller dine lår på resten af benet. Dine arme (ikke hænderne) skal være hævet let fra underlaget.
For Profeten (ﷺ) har sagt:
“Lav sujūd ordentligt, vær lige i den, og læg ikke jeres arme fladt på jorden ligesom hunde.”
Det er opfordret at man herefter beder til Allāh om det man ønsker, mens man er i denne stilling, som jo altså kaldes sujūd.
10. Løft hovedet fra sujūd mens du siger:
“Allāhu Akbar”
(“Allāh er Størst”)
og placér din venstre fod fladt på jorden og sid på den, mens din højre fod bevares oprejst, med tæerne mod jorden og dine hænder placeres på lår eller knæ.
Sig så lavmælt:
“Rab-bigh-firlī”
(“Min Herre tilgiv mig”)
Bevar ro og afslappethed i denne stilling, som kaldes julūs.
11. Lav nu sujūd igen, idet du siger:
“Allāhu Akbar”
(“Allāh er Størst”)
og gentag det du gjorde og sagde i den første sujūd (se pkt. 9).
12. Løft hovedet fra sujūd mens du siger
“Allāhu Akbar”
(“Allāh er Størst”)
og sæt dig igen ganske kort i den siddende stilling, idet du venter kort i denne stilling, som er magen til den mellem de to gange sujūd, bortset fra at du her ikke siger noget, og efter at have siddet et øjeblik rejser du dig op støttende dig på dine knæ eller jorden.
Placér dine hænder på brystet, som tidligere beskrevet, og recitér sūrah al-Fātiḥah og en anden sūrah og gør præcis som du gjorde i første rakʿah.³
De, som beder bag en Imām (leder af bønnen), skal passe på altid at følge ham – dvs. at man ikke overhaler ham i bevægelserne. Altså går man først til næste bevægelse, når man har set ham gøre det.
13. Hvis bønnen kun består af to rakʿāt (som i morgenbønnen, Eid-bønnen eller fredagsbønnen), så rejser man sig ikke op efter at have lavet de to gange sujūd i anden rakʿah. I stedet bliver man siddende i julūs, som før beskrevet. Dog lader man denne gang højre hånd være lukket i en knytnæve, liggende på låret over knæet, med kun pegefingeren pegende ud i luften, som et tegn på Allāhs Enhed, eventuelt kan man lade tommelfingeren danne en cirkel med den mellemste finger.
Fingeren kan bevæges gennem hele tashahhud (en smule op og ned) – men man kan også lade den være udstrakt under hele tashahhud – Profeten (ﷺ) gjorde det på begge måder, så det er godt at man skifter mellem dem. Venstre hånd lægges hvilende fladt på venstre lår eller knæ.
Læs den følgende tashahhud (eller en af de andre autentisk berettede versioner) mens du sidder:
“At-taḥīyātu li-llāhi, waṣ-ṣalawātu waṭ-ṭayyibāt. As-salāmu ʿalayka ayyuhā n-nabīyu wa-raḥmatu -llāhi wa-barakātuh. As-salāmu ʿalaynā wa ʿalā ʿibādi -llāhi ṣ-ṣāliḥīn. Ash-hadu al lā ʾilāha ʾillā -llāhu wa ash-hadu anna Muḥammadan ʿabduhu wa-rasūluh.
Allāhum-ma ṣalli ʿalā Muḥammadin wa ʿalā āli Muḥammad, kamā ṣal-layta ʿalā Ibrāhīma wa ʿalā āli Ibrāhīm. In-naka Hamīdun Majīd. Wa bārik ʿalā Muḥammadin wa ʿalā āli Muḥammad, kamā bārakta ʿalā Ibrāhīma wa ʿalā āli Ibrāhīm. In-naka Ḥamīdun Majīd.”
Betydning: “Hilsner og bønner og gode ting tilkommer Allāh. Allāhs Fred, Nåde og Velsignelser være med dig O Profet. Fred være med os og de oprigtige af Allāhs slaver. Jeg bevidner at der ikke er nogen anden gud end Allāh (og at intet andet end Han er værd at tilbede og adlyde) og jeg bevidner at Muḥammad er Hans slave og sendebud.
O Allāh velsign Muḥammad og Muḥammads familie, ligesom du velsignede Ibrāhīm (Abraham) og Ibrāhīms familie. Du er sandelig den Lovpriste og Ærede. Og skænk Muḥammad og Muḥammads familie ære og værdighed. Du er sandelig den Lovpriste og Ærede.
Efter tashahhud søges Allāhs beskyttelse fra fire ting, sigende denne afslutnings-duʿāʼ:
“Allāhum-ma innī aʿūdhu bika min ʿadhābi jahannama wa min ʿadhābil qabri wa min fitnatil maḥ-yā wal-mamāti wa min fitnatil masīḥi-d-daj-jāl.”
Betydning: “O Allāh jeg søger Din beskyttelse fra Helvedes plager, fra livets og dødens prøvelser og fra al-Masīh al-Dajjāls prøvelser.”
Herefter kan du igen bede til Allāh med dine personlige ønsker.
Herefter afsluttes Ṣalāh (bønnen) med taslīm, som er den hilsen som bønnen afsluttes med, ved at du vender dit ansigt mod højre, idet du siger:
“As-salāmu ʿalaykum wa raḥmatullāh”
(“Må Allāhs Fred og Barmhjertighed være med dig”)
Og derefter drejer du ansigtet til venstre og udfører taslīm, ved at du siger det samme en gang til.
14. Hvis bønnen består af tre rakʿāt (bønne-enheder) såsom Maghrib (solnedgangsbønnen) eller af fire rakʿāt såsom Ẓuhr, ʿAṣr eller ʿIshāʼ bønnerne (middags-, eftermiddags- og nattebønnerne); så rejser man sig op efter at have læst tashahhud og løfter sine hænder til skulderhøjde mens man siger:
“Allāhu Akbar”
(“Allāh er Størst”)
Man placerer så sine hænder på brystet, som forklaret tidligere, og reciterer mens man står i denne tredje rakʿah (og i den fjerde hvis bønnen består af fire rakʿāt) kun sūrah al-Fātiḥah. Der er ikke noget galt i at tilføje recitation af en lille smule af Qurʼānen til dette en gang imellem, i den 3. eller 4. rakʿah af Ẓuhr-bønnen, for dette er blevet berettet i Sunnahen i Abū Saʿīds beretning (må Allāh være tilfreds med ham). Ligeledes må man også godt rejse sig (til den 3. rakʿah) uden at recitere den anden halvdel af tashahhud (som begynder med “Allāhumma ṣalli ʿalā Muḥammadin”), da denne recitation er noget som kun er opfordret og ikke obligatorisk i den første tashahhud.
Efter den tredje rakʿah i Maghrib-bønnen og efter den fjerde i Ẓuhr, ʿAṣr eller ʿIshāʼ bønnerne bliver man siddende i julūs (den siddende position), efter de to gange sujūd.⁴
Og så læser man tashahhud og afslutnings-duʿāʼ og afslutter bønnen med taslīm ved at du vender dit ansigt mod højre, idet du siger:
“As-salāmu ʿalaykum wa raḥmatullāh”
(“Må Allāhs Fred og Barmhjertighed være med dig”)
Og derefter drejer du ansigtet til venstre og udfører taslīm, ved at du siger det samme en gang til.
Ṣalāh (bønnen) er nu afsluttet og herefter er det sunnah (opfordret sædvane fra Profeten – ﷺ – men altså ikke obligatorisk) at man beder Allāh om Hans tilgivelse, ved at sige:
“Astaghfirullāh” (3 gange)
(Jeg beder Allāh om tilgivelse)
Og dernæst at sige:
“Allāhumma Antas-Salām wa minka-s-Salām, tabārakta yā Dhāl-Jalāli wal-Ikrām”
(O Allāh Du er kilden til Fred og fra Dig er Freden, Du er Velsignet, O Ihændehaver af Glorværdighed og Ære)
Og det er opfordret at man derefter siger:
“Lā ilāha illā Allāhu waḥdahu lā sharīka lah. Lahul mulku wa lahul ḥamdu wa huwa ʿalā kulli shay’in qadīr, Allāhumma lā māniʿa limā aʿtayta wa lā muʿtīa limā manʿata wa lā yanfaʿu dhāl-jaddu minkal-jadd, lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh, lā ilāha illā Allāhu wa lā naʿbudu illā iyyāh, lahu-n-niʿmatu wa lahul-faḍlu wa lahush-shanā-ul-ḥasanu lā ilāha illā Allāhu mukh-liṣīna lahud-dīna wa law karihal-kāfirūn.”
Betydning:
“Der er ingen (sand) gud undtagen Allāh. Han har ingen partner. Hans er Domænet og Hans er al Pris. Han har Magt over alting, O Allāh der er ingen til at tilbageholde det Du giver og ingen til at give det som Du tilbageholder. Rigdom og verdslige goder vil ikke gavne den som ejer dem i stedet for Dig. Der er ingen magt eller styrke undtagen ved Allāh. Der er ingen (sand) gud undtagen Allāh og vi tilbeder ingen undtagen Ham. Ham tilhører gavmildheden og velsignelsen og lovprisning tilkommer Ham. Der er ingen (sand) gud undtagen Allāh. Inderligt tilegner vi vor tilbedelse til Ham, selvom de vantro foragter det.”
Det er desuden Sunnah at man ophøjer Allāh ved at sige
“Subhān Allāh” 33 gange,
priser Ham ved at sige
“Al-ḥamdu lillāh” 33 gange
og “Allāhu Akbar” 33 gange
og færdiggør sin ihukommelse af Allāh til ethundrede ved at sige:
“Lā ilāha illā Allāhu waḥdahu lā sharīka lah. Lahul mulku wa lahul ḥamdu wa huwa ʿalā kulli shayʼin qadīr”
(Der er ingen (sand) gud undtagen Allāh. Han har ingen partner. Hans er Domænet og Hans er al Pris. Han har Magt over alting.)
Og herefter kan man recitere āyat ul-Kursī (vers 255 af sūrat ul-Baqarah, som er sūrah nr. 2) og sūrat ul-Ikhlāṣ, al-Falaq og al-Nās (hhv. sūrah nr. 112, 113 og 114). Disse sidste tre er det opfordret at læse efter Fajr- og Maghrib-bønnerne, da Profeten (ﷺ) plejede at gøre det.
Alle disse duʿāʼ og ihukommelse af Allāh, som finder sted efter bønnen er afsluttet er sunnah (opfordret, anbefalet) og derfor ikke farḍ (obligatorisk).
Enhver Muslim, mandlig eller kvindelig, er anbefalet at bede tolv rakʿāt sunnah (frivillige, men opfordrede) bønner hver dag. Fire af disse rakʿāt er før Ẓuhr (middagsbønnen) som to plus to rakʿāt og to efter den. To efter Maghrib (solnedgangsbønnen), to efter ʿIshāʼ (nattebønnen) og to før Fajr (morgenbønnen). Disse sunnah-bønner kaldes al-Rawātib (de regelmæssige frivillige bønner). Profeten opretholdte disse frivillige bønner når han var hjemme. Når han var på rejse plejede han at bede de to rakʿāt før Fajr-bønnen og Witr-bønnen⁵ (efter ʿIshāʼ-bønnen). Der er intet galt med at bede disse frivillige bønner i moskéen, men det er bedre at bede dem derhjemme, fordi Profeten (ﷺ) sagde:
“En mands bedste Ṣalāh er i hans hjem, undtagen de foreskrevne (obligatoriske bønner).”
At udføre disse frivillige bønner er en måde hvorpå man kan opnå adgang til Jannah (Paradis). Profeten (ﷺ) har sagt:
“Den som beder de tolv frivillige rakʿāt hver dag og nat, så vil Allāh bygge et hus til ham (eller hende) i Jannah (Paradis).”
Desuden er det opfordret (sunnah) for muslimen at bede fire frivillige rakʿāt før ʿAṣr-bønnen (opdelt i to plus to rakʿāt) og to rakʿāt efter, to før Maghrib og to før ʿIshāʼ, da det blev praktiseret af Profeten (ﷺ). Allāh (ﷻ) siger (i oversættelse af meningen):
“I har sandelig et godt eksempel i Allāhs Sendebud.” [Sūrat ul-Aḥzāb, 33:21]
Og Profeten (ﷺ) sagde:
“Bed jeres Ṣalāh ligesom I så mig bede.”
Det er Allāh som vi beder om at gøre os succesrige og velstående og må Han ophøje benævnelsen af vores Profet, Muḥammad søn af ʿAbdullāh, hans familie, hans Ṣaḥābah (ledsagere) og enhver der følger hans vej indtil Dommedagen.
Oversætterens fodnoter:
¹ I Danmark er qiblah mod syd-øst. Man kan også bruge apps eller en online Qiblah Locator, hvis man er i tvivl.
² Bemærk: Det er også tilladt at placere dem lavere, f.eks. over navlen eller mellem navle og bryst.
³ En rakʿah er betegnelsen for den serie af bevægelser fra stående position (qiyām) indtil du sidder umiddelbart før du rejser dig igen. Man kan altså kalde en rakʿah for en bønne-enhed. De forskellige bønner består af et lige eller ulige antal rakʿāt (flertal af rakʿah) eller bønne-enheder.
⁴ Når man sidder til tashahhud i 3. og 4. rakʿah er der den forskel at du placerer venstre fod under under højre skinneben og lår, siddende på venstre balde – og med højre fod enten i oprejst stilling, med tæerne mod jorden eller liggende med indersiden af foden mod jorden.
⁵ Witr-bønnen er en sunnah-bøn som bedes efter ‘Ishā’-bønnen. Den har et ulige antal rakʿāt. Normalt bedes den som minimum i tre rakʿāt (enten to plus én rakʿah, med tashahhud og taslīm efter to rakʿāt og igen efter den enkelte rakʿah, eller tre rakʿāt ud i ét, hvor der kun er tashahhud og taslīm i den sidste rakʿah.
Kilde: Kayifiyyat al-Ṣalāt al-Nabiyy
[Dansk oversættelse © islamsvej.dk / Said Bak 2004]